Lodbrogsønnernes Ran, som er bog 2 i Lasse Holms trilogi om Lodbrogsønnerne, er bedre udført end forgængeren, men formår ikke at fastholde læserens interesse trods ihærdige forsøg. 

Oplysninger om Lodbrogsønnernes Ran Forfatter: Lasse Holm Sideantal: 402 Forlag: Politikens Forlag Udgivelsesdato: 15. marts 2018 Bedømmelse: ♥♥♥♥♥
Bagsideteksten til Lodbrogsønnernes Ran. Foto af Julie Blanca.

Unødvendigt krimiplot fyldt med “spoilers”

Én for én vil mænd blandt os falde som ofre for en ukendt morder. Lidt efter lidt vil det gå op for os, at vedkommendes motiver hænger nøje sammen med alt, der er sket siden togtets begyndelse. […] Alt dette er jeg uvidende om, mens vi ror ind i intetheden.

Lyder det ikke spændende? Du bare vide, hvad der sker, og hvem morderen er, ikke?

Nej?

Jamen værsgo, her har du et væld af spoilers, flashforwards og cliffhangers. Nu kan du ikke lade være med at læse videre, vel?

Som i Lodbrogsønnernes Hævn har forfatter Lasse Holm også denne gang skrevet en hybrid mellem krimi og historisk drama.

Idéen er god nok. Problemet er, at jeg ikke kunne lade være med tænke, om forfatteren har frygtet, at vikingehistorien og togtet i sig selv ikke var spændende nok at læse om – og derfor vælger at skrive mange af disse cliffhangers og ”spoilers” – hvor personerne stadig er levende i skrivende stund, men vi får at vide, at de dør senere:

”[Person X] var den første fra Bavneflokken, der faldt for en fjendes hånd.”

”De døde senere på den samme dag, og selvom det var sørgeligt, var det bedst sådan, for det var svært at forestille sig den ene uden den anden.”

Handlingen er også tilsat en portion flashforwards, hvor vi hører om flere personer, der bliver myrdet. Alt sammen for at få os til at blive hængende og gætte på, hvem morderen er:

 ”[Person Y]s lig er endnu ikke stift, da vi finder det om morgenen. Der er gået mindre end et døgn, siden [person Z]s død, og kroppen er stadig varm.

Det er generelt rigtig mange, der dør, eller også er de ikke døde alligevel. Hvad ved jeg. Det er meget forvirrende, og jeg havde endnu en gang svært ved at se det nødvendige i at have krimiplottet med.

Det positive ved Lodbrogsønnernes Ran

En positive ting er, at denne roman ikke føltes som et teaterstykke, som jeg kritiserede Lodbrogsønnernes Hævn for at være.

Handlingen glider bedre, og det er tydeligt at mærke, at Lasse igen har lagt mange kræfter i at researche historiske fakta om Lodbrogsønnernes ran ved kystbyerne i det sydlige Europa.

 

Foto af Julie Blanca

I første halvdel af bogen går det roligt og støt derudad. Under togtet oplever Rolf op- og nedture; han kæmper med en identitetskrise, da han på den ene side gerne vil være en rigtig viking, men på den anden side har dårlig samvittighed over at plyndre og dræbe uskyldige mennesker.

Vi hører om familieintriger, vennekriser og magtkampen for at blive togtets leder, som står mellem Lodbrogsønnen Bjørn Jernside og svenskeren Uggla Ugglason. Forfatteren har denne gang virkelig arbejdet med personernes indbyrdes forhold og mestrer at spille pingpong mellem dem.

Bagsidetekst. Foto af Julie Blanca.

Et vikingetogt med for meget fart på i anden halvdel

Desværre kommer fokus væk fra det, der er det mest interessante: togtet. Rejseskildringen. Ranen. Plyndringerne. Livet og miljøet om bord og i landsbyerne.

Jeg savnede især at høre mere om de uskyldige landsbyboere, der mister hus, værdier, deres kære, livet. Hvad løber der igennem deres tanker? Denne synsvinkel ville have passet rigtig godt ind, med tanke på at Rolf får utrolig dårlig samvittighed over plyndringerne.

I stedet er der for meget død og action og for lidt personlig skildring af fjender, slaver og landsbyboere. I anden halvdel begynder det at gå lidt for stærkt med handlingen, krimiplottet og togtet i sig selv, da vikingerne bliver forfulgt af Maurerne, der ikke er særligt glade for deres tilstedeværelse i farvandene.

Selvfølgelig siger det sig selv, at togtet ikke kan glide på skinner hele vejen, men desværre skynder forfatteren sig hen til slutningen.

Fordi der sker tusind ting undervejs, man skal holde styr på, og flere personer, der kommer i spil, havde det en negativ effekt på mig; jeg skyndte mig i hvert fald at blive færdig, fordi romanen manglede fokus, hvilket betød at jeg også selv havde problemer med at fokusere på historien og læse den færdig.

Lasse Holm er uddannet mediegrafiker og illustrerer selv sine bøger med flotte oversigtskort. Jeg er vild med de bitte små skibe! Fotos af Julie Blanca.

Det kære kedelige sprog  igen

Lasse Holm har i Lodbrogsønnernes Ran fastholdt den samme gabende kedelige skrivestil som i bog 1. Læsere (mig), der sætter pris på skrivekunstneriske færdigheder og leg med sproget bliver slemt skuffede og lettere irriterede (det er nok også derfor, jeg havde svært ved at læse romanen færdig).

Den sproglige tone virker stadig gammeldags og lettere akademisk med en del passiver. Sammen med tell don’t show it-skrivestilen føles det som en sej omgang at komme igennem:

“Hver gang det smager fjendeblod, øges dets styrke.” [Skal der ikke lidt flere s’er på?]

“Uden mulighed for at flygte rammes selv de modigste […]”

“Der fandtes intet af værdi.”

“Frankernes angreb mistede momentum.” [Argh, come on!]

“Trods sit smil var han misundelig.” [Godt så]

“Jeg fornemmede hans jalousi gennem min rus.”

Som altid kommer det an på smag og behag. Trods alt passer tonen til Rolf Rapkæfts ældre jeg, som er ham, der sidder på sin borg som en mægtig gammel mand og skribler sine oplevelser fra togtet ned på en gammelklog ”da jeg var ung”-facon:

“Jeg var ung og letpåvirkelig […]” “Jeg var dengang for uerfaren […]”

forventninger til bog 3

Forfatter Lasse Holm har igen gjort et flot stykke arbejde med research og de grafiske elementer, og fordi at handlingen glider bedre denne gang, kan jeg hive min vurdering op på hele 3 ud af 5 hjerter.

I den sidste roman håber jeg, at handlingen holder fokus, og at krimiplottet bliver udeladt (men jeg tvivler).

Jeg glæder mig også til at finde ud af, hvordan Rolf er blevet så mægtig på sine gammelkloge dage.

Mange tak til Politikens Forlag for at sponsorere Lodbrogsønnernes Ran. Jeg håber ikke, jeg har skræmt jer væk 🙂 Foto af Julie Blanca.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *