Photo by Julie Blanca

Lodbrogsønnernes Hævn har masser af historie og fakta, men også et væld af overfladiske karakterer og et sprog uden skrivekunstnerisk forståelse. Lasse Holm har skrevet en vikingeroman, som desværre ikke lever op til en Vikings-fans forventninger.

  

Oplysninger om Lodbrogsønnernes Hævn
Forfatter: Lasse Holm
Sideantal: 375
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2017
Bedømmelse: ♥♥♥♥♥

Med sin sidste luft får han fremsagt den blanding af en forbandelse og et løfte, han har forberedt i mørket.
    ”Om grisene vidste, hvad galten må lide, til strid de stævnede og stormede stien.”
   

Jeg var ikke selv til stede. Kun på anden hånd har jeg hørt, hvad der skete. Men jeg er overbevist om, at det var sådan, det gik til, da Ragnar Lodbrog kom af dage.
Og hans død førte til et kongeriges fald.

Vikingehistorie i England

Lodbrogsønnernes Hævn er den første i Lasse Holms trilogi om Ragnar Lodbrogs sønners hævn og hærgen i vikingetidens England. Året er 866. Den dansk-saxiske dreng Wulf (senere kaldet Rolf) bliver taget til fange af vikingerne efter et angreb på en nordengelsk landsby. Ragnar Lodbrogs sønner (Bjørn Jenside, Ivar Benløs, Sigurd Slangeøje, Ubbe Frillesøn og Halfdan Hvidsærk) er kommet til England for at hævne deres far, som døde af slangebid i varetægt hos kong Ælla. Det bliver Rolfs mission at bevise, at kongen er uskyldig, inden en massakre finder sted.  

Romanen er en blanding af fiktion, fakta og sagnfortællinger om Ragnar Lodbrog. Der er krig, kampe og ægte vikingestemning. Desværre er der flere ting, som bidrager negativt til fortællingen, som ellers ville have potentiale til at blive noget stort.

Sproget som en torn i øjet og fortællingen

 For at en roman fanger min interesse, skal sproget være i orden. Man må gerne kunne mærke, at forfatteren har en basal forståelse for skrivekunst og for ”do’s and dont’s”. Der er selvfølgelig altid forskel på, i hvor høj grad forfatteren benytter sig af ”showing” i stedet for ”telling” (hvor førstnævnte er den metode, der generelt får mest anerkendelse, da læseren føler det skrevne i stedet for bare at læse en beskrivelse af, hvad der foregår). 

 Lasse Holm benytter desværre for meget telling på steder, der kunne være undgået, fx:  

  •  ”Ylva og hendes ryttere tvang dem tilbage og undveg spyd og pile med stor dygtighed.”
  • ”Begge kæmpede hårdt.”
  • ”Det er svært at beskrive de følelser, der løb gennem mig; lettelse […] glæde […] glæde […] fryd […]” (ja, vi læsere har også svært ved at føle det beskrevne, Lasse)

 Sproget er skrevet i en lettere akademisk form af ord og udtryk som:

  •  ”nytteværdi”
  • ”[at være] opgaven voksen”
  • ”bilægge striden”
  • ”velartikuleret”

 Det er svært at finde ud af, om det er et forsøg på at tilpasse sproget en gammeldags stil. I hvert fald nedsætter det læsehastigheden og virker ikke særlig kunstfærdigt.

Et væld af karakterer

Jeg har det stramt med romaner, hvis forfattere ser sig nødsaget til at indsætte en liste over personer, der optræder i romanen, for læserens skyld. Hvis forfatteren ikke formår at beskrive personerne, så læseren kan huske dem uden at skulle kigge i oversigten, så er der noget galt. Forfatteren burde i stedet skære en del af karaktererne væk (hej, George R.R. Martin) og i stedet gå i dybden med de resterende. Det er irriterende at skulle bladre frem og tilbage mellem historien og oversigten hele tiden, så oftest læser jeg bare videre uden at kunne huske, hvem der er hvem.

Derfor følte jeg heller ikke, at jeg kom rigtigt ind under huden på nogle af karaktererne, bortset fra hovedpersonen, jeg-fortælleren Rolf. Personerne var i forvejen meget karikerede, især Lodbrogsønnerne. Det er en skam, for hvis forfatteren havde arbejdet mere med personerne, ville det hive romanen op på et helt andet niveau.

Det ville måske have fungeret bedre, hvis romanen var skrevet i tredje person med skiftende synsvinkler blandt sønnerne. Det er trods alt også Lodbrogsønnerne, der burde være i fokus, og ikke Rolf.

Spændingsroman, krimi eller teaterstykke?

 Dertil kommer, at romanen er fremstillet scenisk med meget dialog – alt for meget. Ofte skifter indholdet mellem snak, kamp, snak, flashback, lidt mere snak og lidt mere kamp. Forfatteren måtte gerne have skruet en del ned for sniksnakken og op for den panoramiske fortælling med flere  beskrivelser af, hvad der foregår i England og meningen med det hele.

 Jeg forstår heller ikke, at det er så vigtigt for Rolf at finde ud af, præcis hvem der dræbte Ragnar; for at forhindre den såkaldte massakre, javist, men kunne man ikke bare lade Ragnar være død som et faktum uden at skulle lege detektiv? Det var vel en kollektiv beslutning, at han skulle dø (medmindre jeg har misforstået noget). Det vigtigste burde være, at Ragnars sønner har mistet deres far og nu søger hævn.

 Fortællingen kan til tider føles som en langtrukken og stillestående sag, og jeg må indrømme, at jeg fløj igennem den sidste halvdel af romanen – ikke af spænding, men af kedsomhed.

Idéen er god, resultatet knap så godt

Til fans af tv-serien Vikings (hvis storytelling er formidabel) anbefaler jeg at skrue ned for forventningerne. Mine egne var ret høje, og jeg endte med at sidde skuffet tilbage. Hvis man læser romanen af historisk interesse, bliver man dog meget beriget af Holms blanding af sagnfortælling, fakta og fiktion. Han er en dygtig researcher, formidler og grafiker (han har selv designet kortene i bogen) – knap så dygtig en forfatter.

Har du læst bogen, og hvad synes du om den? Er du også en Vikings-fan som jeg?

Smid gerne en kommentar nederst!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *