Laura Lindstedt og hendes roman, Oneiron. Foto: Teos / Heini Lehväslaiho

Produktionsoplysninger om Oneiron
Forfatter: Laura Lindstedt
Sideantal: 434
Forlag: Rosinante (Finland: Teos Publishers)
Udgivelsesår: 2017 (orig. 2015)
Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen
Bedømmelse: ♥♥♥♥

 Den magre kvinde husker, hvordan det var at vågne her. Åbne øjnene, sætte sig op, vantro stryge hånden hen over det hvide underlag. Er det jord, frossen sne? Det er hverken koldt eller varmt. Plastic? Latex? Malet beton? Det er hverken blødt eller hårdt. Hun rejste sig op, hun havde det fremragende, følte sig tom og følelsesløs på en god måde.

(Oneiron, s. 18)

Syv personligheder samlet på ét sted

Den eneste ting, man kan være sikker på her i livet, er, at vi alle skal dø. Hvad der sker derefter, kan vi kun gisne om, og det har Laura Lindstedt gjort med sin roman Oneiron. Syv kvinder fra syv forskellige lande havner i limbo, overgangen mellem livet og døden. De kender ikke hinanden. Hver især fortæller de deres historie om, hvad der skete op til deres dødsøjeblik. De prøver at finde ud af, hvad meningen med det hele er, hvilken forbindelse de har til hinanden, og hvad der kommer til at ske.

 Kvinderne oplever, at de langsomt holder op med at eksistere; de får problemer med at huske, føle og tale. Deres fysiske behov skal ikke længere opfyldes. De trækker ikke vejret. Og når de siger "Oneiron" (græsk ord for "drøm"), sker der noget, som ikke skal afsløres her.

Stilarter og stemmer i en for det meste gennemtænkt pærevælling

Romanen er et virvar af kvindestemmer, beretninger og (filosofiske) tanker, prosa, digte, breve, avisartikler, forelæsninger og essays. Men det virker. Fortælleren er alvidende og er smeltet sammen med kvinderne, men skifter synsvinkel hele tiden; de taler til skiftevis et ”du”, ”jeg”, ”vi” og ”os” og bruger direkte tale (replikker), dækket tale, indre monolog og afslører skiftevis personlige tanker, som de andre kvinder ikke altid får noget at vide om. Man føler derfor som læser at blive inddraget i kredsen, i limbo som et betroet usynligt medlem.

 

 Også sproget er helt eminent (ros til Birgita Bonde Hansen!) og flydende, kreativt og originalt, godt fyldt med fremmedord og til tider fremmedsprog. Det er virkelig en tilfredsstillende omgang at læse, men nogle steder går der desværre lidt for meget teori i den, hvor man skal have tungen lige i munden for at følge med. F. eks. er der en længere beretning om teoretikeren Swedenborg og uddrag om hans teoretiske værker. Her kan man mærke, at Laura Lindstedt har en ph.d. og er meget glad for at bruge denne erfaring i sin roman. Det kan være både godt og skidt – skidt, hvis meningen er at fastholde den ”almindelige” læsers interesse.

Oneiron er personlig og beroliger os

Til gengæld er romanen også en meget personlig læseoplevelse, fordi man føler, at man bliver slynget rundt i kvindernes tanker og liv, som om man står på sidelinjen og følger med i alt, der sker. Forfatteren formår at komme ind under huden på én – helt ind i sjælen – og man begynder selv at tænke over, hvad der sker, når man dør. Det emne er altid et interessant, men også uhyggeligt emne at tale om, medmindre man ikke er bange for at dø når som helst.

 

På denne vis virker romanen også beroligende, hvis man har meget dødsangst. Laura Lindstedt har selv altid haft døden tæt inde på livet og altid vidst, at hun ville skrive om, hvad der sker, når vi dør. Da hun havde skrevet romanen, følte hun sig ikke nær så bange for døden, så processen har virket terapeutisk for hende (nævnes i Skønlitteratur på P1’s podcast). Samme effekt kan den også have for læseren, hvis man har et åbent sind og er villig til at acceptere, at man skal dø uden at vide, hvor man havner bagefter.

 

På trods af lidt for meget teori på højere niveau og en meget lang beretning – 100 sider – i midten af romanen, skal Laura Lindstedt have ros for at have formået at skrive en anderledes roman i et fantastisk sprog om et emne, som vi alle må forholde os til før eller siden. Derfor tildeler jeg romanen fire ud af fem stjerner. Romanen er bookmakernes (tøhø) favorit til at vinde Nordisk Råds Litteraturpris 2017, og det er helt forståeligt.

 

 

 

 

Sdr. Kirkegård i Kolding. Jeg går af og til tur her, kigger på gravstenene og tænker over døden. Kirkegården er en af de smukkeste, jeg nogensinde har set. Især i solskin.

Foto: Julie Blanca

Yderligere læsning og Laura Lindstedts egne tanker om Oneiron

Hvis du har lyst til at høre mere om Laura Lindstedts egne tanker om romanen og emnet, anbefaler jeg lidt forskelligt herunder.

Lad mig høre, hvad du synes om romanen, hvis du har læst den. Jeg vil også gerne høre, hvad dine egne tanker om døden og efterlivet er, da jeg synes, det er virkeligt interessant emne, som man aldrig kan blive færdig med at diskutere.

Selv synes jeg, at Dr. Robert Lanzas teori om biocentrisme er meget spændende; teorien om, at bevidstheden kom før det materielle og vores kroppe, og at vi lever videre, når vi dør – muligvis i et parallelt univers.

 

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *